Hjælp jeg synker!

Af Arne Brohuus.


Min båd er fuld af vand, jeg synker – har du en pumpe?


Det spørgsmål stillede Leo til mig da han stod nede i sin båd i påsken. Leo var ikke glad – hvis han kunne komme ned i maskinrummet, ville han stå i vand til knæene. Jeg kan da køre hjem og se om jeg kan flikke noget sammen, sagde jeg.


Det viser sig, at mange har en lille pumpe et eller andet sted, men stort set ingen har en slange der passer til. Det gælder også for mig. Med lidt gaffa tape og et lille batteri (Leos batteri stod jo under vand) lykkedes, at pumpe en smule vand ud. Så kom Erik heldigvis forbi. Han kunne se, at det her ville ende galt. Jeg henter et par dykpumper i Sejlklubben. Som sagt så gjort, et par timer senere lå de 1000 liter vand på den rigtige side af rælingen.


Peter kom også forbi. Han kunne blot tilføje, at SMK har fire pumper – to af dem virker ikke, en tredje mangler lidt fittings og den fjerde er simpelthen forsvundet. Og at vi kunne glemme alt om at have en stående fremme til fri afbenyttelse.


Det kan simpelthen ikke være rigtigt – vi repræsenterer de folk som sætter flest både i vandet i hele Midtjylland. Vi SKAL simpelthen kunne håndtere den slags situationer.


Vi har derfor indkøbt en dykpumpe med fastmonteret slange. Den står lige nu på marinekontoret og kan udlånes ved at kontakte en fra bestyrelsen.


Pumpen bliver fremover placeret i et skab på værkstedet og:

  • Skabet er aflåst med en kodet hængelås.
  • På skabet sidder en liste med telefonnumre på SMK’s bestyrelsesmedlemmer.
  • De ligger alle inde med koden som du skal bruge for at åbne låsen til skabet.
  • Når du er færdig med pumpen, så afleverer du den i samme stand som du modtog den i.
  • Herefter skiftes koden på hængelåsen og pumpen er igen klar til udlån.


Men, der er visse forudsætninger for udlån af pumpen:

  • Den er beregnet til nødsituationer
  • Den kan også udlånes til den træskibsejer som synes der kommer lige lovligt meget lys ind mellem bordene (plankerne).
  • Den er IKKE beregnet til at tømme en sump fuld af vand og gammel olie
  • Pumpen må IKKE forlade Indelukket.

 

Vi er her for vores medlemmer.

Bestyrelsen SMK